Man siger, at for mange kokke fordærver maden. Gælder det mon også med kommunikation? Kan for mange kommunikationsmuligheder blokere for den rigtige kommunikation?

For nogle uger siden mødte jeg en fyr til en festlig begivenhed. Fælles venner og alt det der. Kemien var der med det samme, og han tog kontakt over Facebook få dage senere. Efter nogle få dages elektroniske kærtegn på de hvid-blå sider, udvekslede vi numre. De hvid-blå sider blev til små bippende pakker af begejstring og forventning, og fyldte hurtigt de stille timer i de danske tropenætter….

Jeg vil jo helst, at dette var et moderne eventyr, hvor prinsen kækt skrev sig gennem tornekrattet og direkte ind i prinsessens hjerte, men sådan gik det ikke helt. En aflyst date og en misforstået besked var alt der skulle til at smadre noget, der ikke engang var begyndt.

For at være helt sikre på, at vi virkelig havde hevet det hele op med roden, misforstod vi hinanden i to uger endnu, inden vi besluttede os for at mødes. Vi brugte mest af alt aftenen på skiftevis at ignorere hinanden og komme med halve forsøg på at spørge, hvad der egentlig var gået galt, mens mængden af mandsmod blev tømt i samme fart som fustagerne.

Telefonen bipper ikke mere, og mens jeg føler vrede, ærgrelse, skuffelse og frustration sidder jeg nu og tænker over, hvad der kunne have været gjort anderledes. Havde det krævet meget af mig, at ringe op? At mødes ansigt til ansigt og lige få reddet trådende ud, inden de udviklede sig til hårde knuder? Havde det krævet meget af ham? Formegentlig ikke.

Og det mest irriterende er, at jeg så fandens gerne vil skyde skylden på alle andre end mig selv. Facebook, sms, email, ham. Men det er vel ligesom at sige, ”people don’t kille people, guns kill people”.

Sandheden er, at det er vores helt egen skyld. Min egen skyld, min egen generthed, stolthed og stædighed, der afholder mig fra at redde den synkende skude. Jeg er efterhånden ved at have bildt mig selv ind, at han ikke nåede at blive en del af mit liv, at jeg ikke blev vant til beskederne. Jeg har ikke tabt noget. Den tid jeg kendte ham var intens, men kort og dejligt upersonlig. Og det er måske derfor det aldrig blev til meget mere end skrift og fordrukkent sludder. For tænk, hvis jeg havde mødt ham (og haft nosser til at være ædru og alene med ham), faktisk talt med ham, set hans skiftende ansigtsudtryk, høre hans stemme… Måske undgået alle misforståelserne. Tænk, hvis han blev en rigtig person og ikke bare et navn i telefonen. Tænk, hvis han blev håndgribelig og kom igennem tornekrattet.

Men det er så meget nemmere bare at skrive. Mest af alt for mig selv. På Facebook, på sms, på msn, på mail. Jeg kan tænke længe over mit svar. Jeg kan være kæk, jeg kan være klog, jeg kan være et festfyrværkeri af ord. Men jeg kan også nemmere gemme mig. Jeg kan lettere tage afvisningen, og jeg kan lettere afvise andre selv. Jeg kan retfærdiggøre, at jeg ikke investerer mere end 30 skrifttegn i et andet menneske, holder ham en ledningslængde væk, og samtidig bilde mig ind, at jeg gav den alt, hvad den kunne trække.

Jeg ved ikke, om det var for mange kokke, eller bare de forkerte kokke, der fordærvede maden. Jeg ved heller ikke, hvad det var blevet til. Et fantastisk knald, et nyt venskab eller måske noget mere. Men det endte inden det begyndte, fordi jeg ikke turde trykke på andet end ”send”.

Det er en pudsig sag, når en kendt dør. Selvom jeg aldrig har mødt Michael Jackson på andre tidspunkter end i de glittede blade, føler jeg den samme afmagt og sorg, som var det en nær, der havde forladt jorden. Min hjerne galopperer ud over stepperne for at overbevise mig om, at det jeg hører, ser og læser, ikke er sandt. Det er bare noget, jeg bilder mig ind. Nyheden som sindet kæmper for at skjule, rumler rundt inde i sit bur og smitter dagens lys med sit mørke budskab. Denne dag er bare ikke som alle andre.

Men har jeg overhovedet ret til at gå rundt i dette mærkelige grænseland? Hvorfor føler jeg et savn for en person, jeg aldrig har mødt? Skal jeg grine af mig selv, eller må jeg også godt græde lidt? En af mine venner skrev på Facebook, at vi alle er en flok hyklere, de sidste dages hellige, som pludselig er faldet til patten, fordi kongen af pop endelig har fundet fred i, hvad kun kan beskrives som, et stormfuldt liv. Vi kendte ham jo ikke personligt.

Men jeg kender jo Michal Jackson. Jeg kender ham fra min barndom, hvor det eneste,d er fyldte noget i min 6-årige verden var at moonwalke hen over stuegulvet, samtidig med, at jeg kæmpede med mine mere eller mindre spasommelige motoriske evner. I mine tidlige teenageår, hvor “Man in the Mirror” konsekvent skulle synges ved alle våde aftener, og “Stranger in Moscow” var en fantastisk ordnet komposition i en verden af kaos og hormoner. Hvor “Billie Jean” var sangen, jeg sang mig hæs til i mit garageband. “Thriller”, som jeg stadigvæk kun tør se (og høre) ved højlys dag og “Black or White”, der er indbegrebet af mit verdenssyn.

Derfor er det okay, at jeg får en lille klump i halsen idag. For jeg kender jo Michael Jackson. Lidt i hvert fald.

Hej derude.

Jeg er en ung kvinde, der studerer det gamle håndværk journalistik. Det har taget mig lang tid at starte denne blog. I lang tid har jeg ikke interesseret mig for dem og egentlig ikke set deres pointe, men det har ændret sig. Man har jo et standpunkt til man tager et nyt. Så nu kaster jeg mig ud i det med hovedet først.

Falkenberg